DR2. 2.sektion

Faktisk ved jeg ikke om jeg bærer mig rigtigt ad, for det er første gang jeg ser sådan noget som en blog, men jeg er blevet opfordret til at anmelde udsendelsen i aften på DR2 2. sektion, og jeg håber at det kan gøres her. Ellers håber jeg at få at vide hvordan man retteligt gør.

Men altså: udsendelsen er betydningsfuld af følgende grunde:

Med selve ideen at vise den ofte sete debattør, Lars Hedegaard i selskab med den 'nye' (jeg tager måske fejl med ordet 'nye'?) Knud Lindholm Lau, blev der åbnet for en anden slags debat, en debat hvor man kan stå ved sit eget og virkelig være imod den andens, Lars Hedegaards både meninger og, hvad der især er vigtigt her, hans sprog uden at lukke for det nødvendige perspektiv. Måske kan han omvendes til den nye metode?

Lene Andersen har, ligesom Knud Lindholm Lau, vist en inkluderende samtalemulighed. Det er stærkt opmuntrebnde og lærerigt.

Jeg ved ikke om det er muligt at påvirke til snarere at tale med end at bagtale, men det blev forsøgt, og det er altså et nybrud. I første omgang er det nemlig efter min opfattelse bydende nødvendigt at to samtalende befinder sig på samme niveau, og det må være en selvfølge for de mennesker, for hvem det at være et (dødeligt?) menneske er vigtigere end en eventuel frygt for hvad  andre bekender sig til af forfærdelige overgreb. At turde pege på forbrydelsens gift og genkende den sammen er bydende nødvendigt.

I radioen søndag den 21. november bragtes et flot eksempel lige efter meddelelsen om  den besynderlige bestemmelse, der går ud på at man nu må frabede sig at blive behandlet af en professionel behandler, hvis hun bærer tørklæde (jeg husker i 70'erne at nogle mænd troede at de kunne provokere ved at lade håret gro: de kunne dog ikke lade være at le, når jeg, som underviste dem, sagde at for mig var det det der var på indersiden af hovedet, der var interessant, og så lod de håret gro eller klippede det, men det kom ikke til at betyde noget i vores samarbejde.) En marokkansk

jordemoder fortalte at hun skulle hjælpe en familie, og at den kommende fader havde forladt lokalet, da han havde set hendes tørklæde. Så kom en dejlig søn til verden, og faderen kom ind og sagde undskyld "du gjorde det sørme godt", og hun fortalte at hun slet ikke havde ventet nogen undskyldning, men det var da en  glædelig erkendelse at opleve.

Der er ingen tvivl om at vi, hvis vi både nægter at underkaste os og at forlange at andre skal underkaste sig, får en gladere fremtid sammen. For at vi skal have en fremtid sammen kan der ikke herske nogen tvivl om.

---

Udsendelsen kan nu ses på nettet.