"God tone" i debatten på Nettet? Hjælp!

Som andre engagerede mennesker skriver jeg af og til kommentarer til debatten på Nettet (indenfor naturvidenskab, som er mit faglige område). Jeg udtaler mig om ting som jeg ved noget om, primært fordi jeg gerne vil bringe noget oplysning til en debat der er fyldt med "vedtagne sandheder" og fordomme. Sekundært har det så udviklet sig til en interesse for, hvordan sproget misbruges til manipulationer.

Men min oplevelse er, at de folk der kunne bibringe debatten noget, meget ofte holder sig tilbage. Min teori er, at det skyldes debattens niveau. Her finder man rigtigt mange LTI udtryk! Hvad mener I feks. om denne sætning ( journalistens overskrift i en artikel i Ingeniøren):

Grådige landmænd pøser pesticider på jorden

- En efterfølgende debat vil let komme til at handle om alt andet end det artiklen egentlig skulle indeholde!

Jeg oplever også selv at blive angrebet i debatten, og har nogle gange tacklet det "fornuftigt", andre gange har jeg givet tilbage "med samme mønt"  - hvilket let udvikler sig til en sand duel!

Men det er jo IKKE vejen frem!

Så spørgsmålet er: Hvordan man kan have en sober netdebat? Hvilke regler kan man stille op? Hvordan kan de håndhæves, og hvordan tackler man selv eventuelle personlige angreb?

mvh. Nina Svanborg, dyrlæge, toksikolog m.v. - og interesseret i at bidrage til en mere sober offentlig debat.

Kommentarer

Kulturkamp

Når jeg her med Lars Christiansens accept bringer hans essay, bragt i Kristeligt Dagblad, og derefter mine overvejelser, er det fordi begge tekster kalder på de allermest smertelige erkendelser i LTI: ja, så tidligt - og vi ved endnu tidligere - har mennesker, også med intelligens, gødet jorden for racisme. Gid teksterne vil bidrage til at standse, hvad der åbenbart ikke lader sig standse!

Lars Christiansen | 4. februar 2012
Kulturkampen er gået i hi med den nye regering, men den skal nok dukke op igen. Indtil da bør vi forsøge at forstå, hvad kulturkamp i Danmark egentlig drejer sig om
Den 4. februar 1912 fyldte den store forfatter og kritiker Georg Brandes 70 år. I den anledning bragte dagbladet Politiken en fødselsdagshilsen fra digterpræsten Jakob Knudsen under overskriften ”Georg Brandes og den danske dannelse”. Det var en yderst tvetydig lykønskning, for samtidig med at Knudsen kaldte Brandes for ”den betydeligste og modigste mand, jeg personlig har kendt”, så beklagede han den indflydelse, som Brandes havde haft på dansk åndsliv siden de berømte forelæsninger om ”Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur” i 1871.

Disse forelæsninger indledte jo ”det moderne gennembrud”, der skulle vække Tornerosedanmark af dets slummer og bringe oplysning, fremskridt og modernitet til dette fordrømte, håbløst tilbagestående kongerige højt i Nord. Knudsens påstand var, at Brandes på grund af sin jødiske herkomst ikke forstod det ægte danske, hvis levende udtryk var den herskende kristeligt farvede, nationale og romantiske enhedskultur. For at erobre åndslivets trone måtte han derfor nedbryde den gamle dannelse og skabe en ny, der byggede på idealer fra oplysningstiden og en naturalistisk, ateistisk livsanskuelse.

Disse importvarer er ifølge Knudsen væsensfremmede for det danske folk, som derfor er blevet fremmedgjort over for sine forfattere og kunstnere, der skriver på det moderne gennembruds idéer. Brandes kunne have været en fantastisk beriger som outsider, mente Knudsen, men det var fatalt, at han tilrev sig sceptret og regentskabet over dansk kultur- og åndsliv.
Knudsens maliciøse lykønskning var i øvrigt ikke enestående; forfatteren Henrik Pontoppidan skrev på samme tid et syrligt fødselsdagsdigt, hvor han konstaterede, at Brandes’ oplysningsprojekt var slået grueligt fejl: ”Det kundskabens træ han har plantet i landet/ Som favned så vidt over fjorde og bugter/ Forgifter nu folket med ormstukne frugter”.

Men lad os vende tilbage til Knudsen: Det virker nådigst at lade glemslen sænke sig over dette antijødiske smædeskrift og i stedet huske ham for den blændende morgensalme ”Se, nu stiger solen”. Men jeg tror, man gør klogt i at bide forargelsen i sig og tage det kritiske fødselsdagskort alvorligt, for modsætningen Knudsen-Brandes fortæller om en fundamental splittelse i dansk – og for så vidt europæisk – åndhistorie, som det seneste tiårs hjemlige ”kulturkamp” blot er endnu et eksempel på.

Centralt i de oplysningsidealer, som Georg Brandes og hans hirdmænd bekendte sig til, er troen på menneskets evne til at frigøre sig fra ydre autoriteter, især kirken og fyrsten. Midlet er menneskets adelsmærke, den kritiske fornuft: ”Sapere aude” lød filosoffen Kants opfordring; vov at tænke selv.

Dermed får fornuft og religion et anstrengt forhold til hinanden, for religion bygger på åbenbarede sandheder, men fornuften anerkender ikke åbenbaringer, den vil selv finde frem til sandheden. Kirken bandlyste ganske vist ikke fornuften, men tildelte den en plads som teologiens tjenestepige, hvilket den ikke affandt sig med i længden. Den sagde højt og tydeligt fra under oplysningstiden i 1700-tallet, hvor den blev monoteismens nidkære, almægtige Guds arvtager, der ikke tåler andre ved siden af sig.

Fornuften har også et anspændt forhold til kultur, som ifølge en gammel dansk undervisningsminister er vaner, det vil sige noget, vi gør uden at tænke nærmere over det, fordi vi har gjort det ”altid”.

Kultur er fordomme, det vil sige tradition, overleverede regler, praktisk visdom. For en romantisk betragtning er kulturens ”common sense” de gamle slægtleds opsparede visdom, en fond af erfaringer. Men for fornuften er den tomme postulater, som der ikke er nogen grund til at nære sentimental ærbødighed over for. Historie og tradition beviser intet. Fornuftens elsker, rationalisten, vil ikke overtage historiens vraggods eller danse om stammens totem.

Rationalisten er en Robinson Crusoe, der ankommer forudsætningsløs og opbygger sin egen civilisation. Allerhelst vil han starte forfra hver gang og ræsonnere sig frem til den fordomsfri, ubesmittede sandhed. Han vil have glasnost, gennemsigtighed. Han er ”progressiv”, på vej fremad mod noget bedre, sandere og mere humant, og jo mere af den gamle baggage, han kan smide over bord, desto hurtigere går det. Omvendt må kulturens advokat nødvendigvis snegle sig fremad med sine tunge, slidte kufferter.

Kulturen tåler fornuften, men kun som en provins, en undersåt, der skal styres og vejledes. Kulturen skal ikke bevises. Den er selvtilstrækkelig, den retfærdiggør sig selv. Et kulturelt fællesskab bygger på følelsesmæssig identifikation. For rationalisten er samfundet et kontraktforhold, der sikrer gensidige pligter og rettigheder.

Problemet med kultur er ikke bare, at den er et system af ikke-beviste fordomme; den er tilmed farlig, fordi den sætter skel, fordi kulturer får deres identitet ved at afgrænse sig fra hinanden: Kultur skiller, fornuft forener.

Under oplysningstiden sloges fornuften som nævnt med kirkens autoritet, der hvilede på åbenbarede sandheder; i det 19. og det 20. århundrede har dens modstander ikke bare været kulturen, men også naturen: følelser, drifter, instinkter. Dens befriende, emancipatoriske ambition er omfattende; den vender sig mod religionens bud, kulturens fordomme og de naturlige drifters regimente. Fornuften hævder menneskets værdighed over for både naturlig og overnaturlig tvang, det dyriske og det guddommelige.

For Georg Brandes var det dog til enhver tid kun enerne, de største begavelser, der ville være i stand til at hæve sig op af religionens, kulturens og naturens hængdynd. Derfor stod valget mellem oplysning og demokrati.

Den retmæssige konge, som Brandes’ illegitimister havde stødt fra tronen, var for Jakob Knudsen den indfødte danske kultur. Hvad mener han så med det? Det får vi et svar på i hans anmeldelse af Grundtvigs samlede værker i 1908, der minsandten også stod at læse i brandesianernes hoforgan Politiken, som åbenbart ikke var karrig med spalteplads til dissidenter.

Grundtvigs livsprojekt var, hævder Knudsen, at smede almuen om til et folk ved at oplyse den om modersmålet, danmarkshistorien og digtningen. At blive dansk er vejen til et sandt, rigt og fuldbyrdet menneskeliv. Alle forsøg på at oplyse ved at tale til forstanden og appellere til almene humane idéer, er lys uden varme. Sand ”livs-oplysning”, i modsætning til gold rationalisme, sker gennem poesi og historie på modersmålet, hjertesproget, der vækker ”åndens” kraft:

”Modersmaal er det Rosenbaand,/ som Store og Smaa omslynger,/ i det lever kun Fædres Aand,/ og deri kun Hjertet gynger.”

Nationalfølelse, det vil sige samhørighedsfølelse med et folk, er en irrationel forkærlighed for nogle frem for andre, ikke ulig den, man har over for sin familie. Frugten er en solidaritet, der rækker ud over familie og klan, dog uden at være global. For nogle vil det være for snævert, for eksklusivt, men Grundtvig troede ikke, at overnationale ”humane idéer” – eller ”værdier”, som vi siger i dag – kunne forkyndes direkte: Solidaritet, tolerance, anerkendelse og inklusion bliver først konkret virkelighed i det folkelige fællesskabs kærlighedsbånd, der vækkes af historisk-poetisk livsoplysning. At vort land er vort hjem og vore landsmænd vor familie, indebærer selvfølgelig ikke, at de, der er uden for det folkelige fællesskab, er dårligere mennesker. De er bare ikke landsmænd.

I 1928 beskrev højskolemanden Jørgen Bukdahl den danske ånds historie med udgangspunkt i vores ældste by i bogen ”Aaret i Ribe”. Bukdahl fremhæver to spor; det ene giver os ”dimension”, det andet ”dybde”. Det første spor markeres af Ludvig Holberg og Georg Brandes, det andet tæller Brorson og Kierkegaard. Det første er europæisk, udadvendt og oplyst, det andet er nationalt, inderligt og romantisk.

Om Holberg hedder det: ”Gennem sit europæiske syn kunne han give sans for dimension, ikke for dybde, for den genoplevelse af sammenhængen mellem folk og land, sand national inderliggørelse betyder.” Det samme mener han om Brandes: Også han ville ”frigøre” personligheden, men den bliver først fri, når den forankres i folket. Og først det folkelige åbner for det mellemfolkelige, det verdensborgerlige, og er dermed et værn mod nationalisme og selvtilstrækkelighed.

Således Jørgen Bukdahl. Vi kan følge hans dobbeltspor op igennem det 20. århundrede med Jakob Knudsen, Martin A. Hansen og Søren Krarup i det ene, og Georg Brandes, Poul Henningsen og Klaus Rifbjerg i det andet spor. Ofte krydser sporene hinanden i en og samme person, for eksempel i Henrik Pontoppidan, der først var en af radikalismens svende, men senere fandt, at ”lykken her i livet består i at fæste rod i egen jordbund og vokse i lyset af en hjemlig himmel.”

Striden mellem fornuft og kultur, oplysning og romantik, nationalfølelse og kosmopolitisme, står mellem forskellige menneskesyn: Er vi fornuftsvæsner, og er fornuften én og udelt, eller sætter vor kultur os særlige briller på næsen, der bestemmer, hvordan vi ser verden? Skal mennesket frigøres fra kulturens hæmninger, eller skal det indføjes i en orden, der giver det rammer, identitet og et moralsk kompas. Er det selvovervurdering og hovmod, når de kritiske rationalister mener sig at være klogere end slægtens fond af erfaringer, som de tror de kan hæve sig op over som en anden baron von Münchhausen? Kan man undgå at få klaustrofobi af nationalromantikernes kollektivisme og identitetsbefamlende omklamring?

Begge synspunkter, det romantiske og det oplyste, er legitime, selvom de kan fremvise hver deres antisemitter (Jakob Knudsen og Voltaire, uden sammenligning i øvrigt) og rummer hver deres terroristisk-totalitære fristelse: stammens og kommissærernes diktatur.

De kritiske rationalisters ragekniv er uundværlig, når det gælder om at skære igennem tågesnak og tungetale. Men, som romantikerne gjorde opmærksom på, har rationalisterne nogensinde sagt noget, man kan leve på? Har de selv noget på hjerte? Videnskabelig rationalitet rydder pladsen, men mennesket lever af religion, poesi og myter. Hvis kultur uden fornuft bliver til dans om stammens totempæl, er kritisk rationalitet uden kultur gold.

Alt dette kan virke som et højtflyvende, praksisfjernt åndshistorisk ridt uden jordforbindelse til hverdagen, men da Anders Fogh Rasmussen (V) – måske uforvarende – kom til at sætte kulturkampen på begreb i 2002, aktiverede han nogle dybe affekter. De viste sig selvfølgelig ikke i ren form, men ser man nøjere efter, så satte de sig alligevel igennem, og de har vist sig overraskende konstante.

Derfor er det en misforståelse at tale om dem, der krampagtigt holder fast i en ”Morten Korchsk” forestilling om gamle Danmark, over for de andre, der er i pagt med udviklingen, globaliseringen og så videre, og som vil ende med at give ret. Vi bør snarere se positionerne som genkommende typer, der har eksisteret mindst siden oplysningstiden. Vi vil efter alt at dømme fortsat pendle mellem fornuft og kultur, oplysning og romantik, kosmopolitisme og folkelighed. Mellem Brandes og Grundtvig. Kløften imellem dem er dog ikke større, end at Brandes viste sin patriotisme i sønderjydernes sag, mens Grundtvigs projekt var folkeoplysning og frisind.

Som bekendt er der recession i Europa og Danmark, så kulturkampen viger til fordel fra andre presserende problemer. Og selvom al politik til syvende og sidst er værdipolitik, så vil de fordelingspolitiske spørgsmål, der dominerer nu, ikke generere lige så megen hede som kulturkampens identitetspolitiske spørgsmål. Temperaturen i den offentlige debat vil falde. Men hver gang vi diskuterer institutioner som folkekirke, folkeskole og kongehus, så bider vi i kullene, så rører vi ved vores selvforståelses glødende kerne.

Lars Christiansen er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet, oversætter og anmelder ved Kristeligt Dagblad.
Kulturkampens rødder og grene.

TAK for den interessante fortælling af Lars Christiansen, som bladet bragte lørdag den 4. februar.
Det dobbeltspor, som forfatteren skriver om, er netop kernen i Andreas Simonsens tænkning. Andreas Simonsen er en af vore allerbedste tænkere og han var en stor pædagog, men på grund af sine langvarige sygdomsperioder er han ikke nær så kendt, som han har fortjent, og som hans potentielle læsere ville have glæde og udbytte af at stifte bekendtskab med.
Jakob Knudsen bør ikke kun huskes positivt for sin morgensalme, som mange heldigvis kender, men også for romaner, som man ganske vidst ikke talte venligt om for halvtreds år siden, men som har nogle meget væsentlige tanker, der ikke bare skal kastes på lossepladsen. Hans fødselsdagshilsen til Brandes er godt nok uhyggelig. At forstå Brandes som noget andet end dansker, fordi han ikke var kristen er en uhyrlighed, som vi i dag kan forstå, men måske er det fordi vi ser det i det skarpe lys-mørke, der kommer fra nazismen og den afsmitning det nazistiske sprog har overført også til os. Det minder om den historie Otto Klemperer fortæller, da han som jøde dog var så privilegeret, at han kunne overleve i det tredje rige, fordi hans kone var arier. Han fortæller i sin bog LTI (Lingua Tertii Imperii – det tredje riges sprog), at i Hitlertiden havde en kvinde fattet sympati for ham og fået medlidenhed med ham og derfor havde hun lagt et æble til ham. Men da hun derefter spurgte ham, om det var rigtigt at hans kone vat tysker, blev han så rystet, at æblet ikke længere havde nogen tiltrækning for ham, der dog fristede en tilværelse med sult og nød. Det er i dag ufatteligt for os, håber jeg, at nogen har kunnet finde på at tænke sig, at vores store landsmand, Georg Brandes, ikke skulle have været dansker, selv om han ikke var kristen, men vi kender jo nok til folk, der gør Folkekirkemedlemmer og danskere til et fedt, for nu at sige det sådan. Det er uhyrligt. Måske har det ikke været meget andet end en finke af panden, og den har Brandes formentlig ikke følt sig fristet af.
Men set fra i dag kan vi lige så lidt undvære Knudsen som Brandes, og det virkeligt interessante i Lars Christiansens essay er hans påpegning af at fornuftens herold, Brandes, lige såvel som folkelighedens forkynder, Grundtvig, ikke behøver fortolkes som virkelige modsætninger på samme måde som lys og mørke, nærighed og gavmildhed, men at de begge har noget af den anden parts værdier, samtidig med at de er helt sig selv. Som Lars Christiansen skriver: ”Brandes viste sin patriotisme i sønderjydernes sag, mens Grundtvigs projekt var folkeoplysning og frisind.”
Det er denne tilsyneladende modsætning, Andreas Simonsen har et klart blik for i sin komplementaritetslære. Fænomenet kalder han en ’diskonjunktion’, idet han med ’dis’ hentyder til modsætningerne og ’konjunktion’ til det sammenbindende. Yin-yang – figuren er en illustration han bruger til den tænkning.
Der skal naturligvis et menneskesyn til som grundlag for denne tænkning: Simonsen ser mennesket selv som et væsen med både fornuft og vilje, altså følelse, og skal han arbejde virkeligt til bunds med de problemstillinger, vi alle kæmper med i tilværelsen, samtaler han sig frem gennem disse to fænomener for at nå en konklusion. Der er altid både ideal og situation, handlekraft og tænkning, oplysning og lidenskab, ja, man kan blive ved, hvad Simonsen også har gjort i adskillige bøger.
Og måske er det allervigtigste, der hvor selve kernen ligger, den kerne som kan komme til at fylde et menneskes hele personlighed: åbenbaringen. For åbenbaringen vil jo sige at noget, der var skjult, er kommet frem i dagens lys til oplysning!
Derfor skal den enkelte ikke slavisk følge nogen andens åbenbaring, og ingen institution skal hævde at have en åbenbaring, som den enkelte ikke kan få del i. Det er nemlig den disciplin som institutioner, også Kirken, hævder, der skaber en slavemoral, som ethvert tænkende og autentisk følende menneske må gøre oprør mod med rette.
Hvis man bare adlyder, så kan der jo komme hvad som helst ud af det. Vi behøver ikke vente på mirakler for, som Klaus Rifbjerg har sagt, er jo livet et mirakel, så på hvilken af siderne er han egentlig? Lars Christiansen spørger om rationalisterne nogensinde har sagt noget, man kan leve på, og jeg spørger modsat, har traditionalisterne, hvis de blot forlange følgeskab?
Sandheden må være den, at ethvert lidenskabeligt menneske har tilladt sig at spørge om meningen – og fundet sig i, at der ikke gives noget svar af nogen af parterne. Det er spørgsmålet der giver mennesket værdighed.