Hvordan modvirker man aktivt den negative sprogbrug?

Sproget er ikke en statisk størrelse. Det kan og skal udvikle sig og forandre sig. Det inkluderer nye udtryk, mens andre glider ud. Kendte ord og vendinger ændrer betydning. Det er, som det skal være.

Men når den sproglige udvikling går i retning af stigmatisering af bestemte grupper, er den gal, og det er jo, hvad vi har set i Danmark gennem de sidste efterhånden mange år. Efterhånden er det decideret vanskeligt at tale om bestemte problemer uden at bruge stærkt belastede udtryk eller forstærke den negative sprogbrug, selv om ens ærinde så er det modsatte.

Eksempel: Andengenerationsindvandrere. Det udtryk betyder jo ikke alle, hvis forældre er indvandret til Danmark. Det reelle indhold er mig bekendt aldrig blevet defineret åbent, men ordet er negativt ladet og omfatter (kun) unge muslimer og/eller arabere/andre fra Mellemøsten. 

Hvis man anfægter brugen af ordet, spørger folk, også de rene af hjertet: Men hvad skal vi så kalde dem? Begrebets betydning er så fast cementeret i folks bevidsthed, at de slet ikke ser det problematiske i, at de helt sikkert mener at have brug for en gruppebetegnelse for "dem". 

De/os-terminologien er et andet eksempel. Det bliver brugt med stor dygtighed af fx DF, når de kaster diverse forslag om forbud og påbud i grams. Man kan være for eller imod det konkrete forslag, men uanset standpunkt er vi alle tilbøjelige til at diskutere, om "de" på se arabiske programmer på parabolen eller bære tørklæde som dommer i Højesteret.

DF agerer, vi andre reagerer. Så mit spørgsmål ud i plenum er følgende: Hvad kan vi - alle vi, der diskuterer politik over kaffebordet, i kantinen, på Facebook, på avisernes hjemmesider og alle mulige andre steder - gøre for ikke blot at dæmme op, men aktivt gøre et forsøg på at komme til at sætte den sproglige dagsorden?

Kommentarer

Om LTI hos Poul Friis

Den 23. september var det Knud Lindholm Lau, der medvirkede i Poul Friis’ program P1 formiddag, som man kan ringe ind til og deltage i, denne gang om LTI, Otto Klemperers bog om sproget i det 3. rige.
Det blev en fin udsendelse – og en afdækning af den indre djævel, som Salle Fischermann, der var en af deltagerne, betegnede ondskabens placering.
I disse år er det nødvendigt at undersøge hvor den menneskelige ondskab befinder sig, og at undgå at fjendebilledet bliver klistret på enkelte grupper af mennesker, så andre grupper går fri.
For hvis vi tør være klarsynede nok, må vi erkende at ingen går fri, men at ondskaben lurer indenfor i hvert eneste menneske, og at det derfor er hver enkelts ansvar at holde sin egen ondskab nede.
Derfor er det vigtigt at bevare racismeparagraffen, så at det menneske, der ikke selv kan styre sig, kan tvinges til at stå det ansvar over for fællesskabet, for det er skadeligt for os alle at det indre snavs bliver hældt ud og breder sig.
Man synes at have glemt de manende ord fra Det nye Testamente, at det er det der kommer ud af munden, der gør urent. Det er ellers gavnligt at lægge sig de gamles ord på sinde. De bærer megen visdom i sig.
Et af de spørgsmål, der blev drøftet med hensyn til det tredje rige og dets modbydelige sprog, var hvorfor ikke flere gjorde vrøvl. Et svar på det spørgsmål er skræmmende: det var fordi folk, der ellers var kloge, ikke tog den sprogbrug alvorligt.
Min gode gamle veninde, historikeren Hanna Kobylinski, sagde netop det i en fjernsynsudsendelse, som TV Lorry sendte i foråret 1999. Hanna var tysk jøde fra Berlin; jeg citerer efter hukommelsen: ”Vi tog det ikke alvorligt, den forvrøvlede raceteori… alt var så dårligt underbygget og tåbeligt, det kunne da ingen høre efter. Men der tog vi fejl.” I 1933 måtte hun flygte, og hun var en af de heldige, der fik lov til at blive her i landet på grund af professor Friis, der gjorde en stor indsats for flygtede åndsarbejdere. Dermed gjorde han Danmark en stor og god tjeneste, som får mig til at tænke på og spørge om, hvor mange fremragende menneskers indsats landets nuværende ledere har snydt vort stakkels fædreland for med den politik der føres og i mange år har været ført for at skade flygtninge og udlændinge, der gerne ville lægge deres arbejde her i landet.
Udsendelsen, som ikke kunne bringe lige disse overvejelser, havde i øvrigt mange tankevækkende indslag. Jeg har lovet mig selv at jeg vil anmelde LTI i Nyhedsbrevet til SOS mod racisme, og egentlig ville jeg gerne have gjort det allerede i det nummer som er ved at være færdigt til udgivelse midt i oktober. Men jeg magtede det ikke. Det er for voldsom læsning, chokerende for den (in casu mig) der er vokset op i den tro, at de ting var et overstået kapitel. Det gør ondt at læse Klemperer, så nøgtern en persons iagttagelser og bagefter i det offentlige rum kunne konstatere at ukrudtet igen – og stadig – myldrer frem.
Men jeg vil gøre det, så anmeldelsen kommer i forårsnummeret.