Nepper Larsen anmelder Kocks "De svarer ikke"

Tanker omkring Christian Kock: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat, Gyldendal, Kbh. 2011, 225 sider, 140 kr.

- Steen Nepper Larsen, lektor ved ÅU, debattør og skarp sproglig iagttager anmelder bog om det aktuelle politikersprog.

Hav mod til at bruge din egen forstand uden andens ledelse!

Således skrev den tyske filosof Immanuel Kant i den lille tekst ”Svaret på spørgsmålet: Hvad er oplysning?” i 1784. Retorikprofessor Christian Kocks lille og let læste debatbog om politikernes og mediernes fordummende retoriske sproganvendelse skriver sig ind i denne stedsegrønne og ambitiøse oplysningstradition. Også han har hede drømme om, at sagen og argumenterne må sættes i centrum i den offentlige debat, så borgerne, politikerne og journalisterne får mulighed for at kvalificere den fælles drøftelse af de ting, der angår hele fællesskabet, såsom ”indvandringen”, arbejdsmarkedspolitikken, socialpolitikken og Finansministeriets beregninger. Undervejs hudflettes det såre konkret og ved hjælp af velvalgte eksempler, hvorledes talfnidder bliver til talfusk, og hvorledes ”blah”, ”blær” og ”blame-games” hører til dagens politiske uorden. I stedet for at angive gode grunde for den førte politik eller for den politiske uenighed forfalder mange politikere til at skyde deres politiske modstandere andre og mere fordækte motiver i skoene. Medierne, kommunikationsrådgiverne, spindoktorerne og sågar statskundskaben bærer ved til disse uskikke ved primært at fortolke politisk strid som en kynisk konkurrencekamp om at vinde stemmer, magt og indflydelse, koste hvad det vil. Der opfindes ”stråmænd” som behændige afledningsmanøvrer; der svares kun på de lette spørgsmål, der kan muliggøre selvglorificerende svar; synspunkter fordrejes eller affejes glat; ofte svares der slet ikke af ren og skær arrogance og foragt for den seriøse debatkultur (at lave en ’Hornbech’ kaldes det eksempelvis at tie som en østers); det medgives aldrig, hvis ’modstanderne’ skulle have ret (i noget af det fremførte); superenkle såkaldt universelle statements gentages til hudløshed (jf. beskæftigelsesministerens udsagn ”Det skal kunne betale sig at arbejde”, der er blevet sat på replay).

 

Borgerne skal ikke undervurderes – og de kan og vil meget mere

Kocks afsluttende kapitel er betitlet ”Hvad vi har brug for”. Heri slås der på tromme for perspektiverne i den indsigt, at borgerne og vælgerne er ”modtagelige for argumentation og gerne vil lade sig flytte af den”. Der står også, at de ikke blot er styret af ”deres egne forudgivne interesser”; men at de har mod på at tænke det komplekse, det afbalancerede og ofte stræbe efter det fælles. Hverken politikerne eller medierne bør derfor undervurdere ’folket’. Borgerne gør sig kort sagt tanker om ”det gode samfund” og ”det gode liv”, mens medierne og politikerne hidser sig selv og hinanden op til at forenkle og fordreje den politiske debat. Koch ønsker, at politikken (som Aristoteles kaldte for statskunsten) får en ny ethos. Den gode stats offentlige politiske drøftelser implicerer, at der uden gedulgt strategi og kynisk manipulation skabes et debatrum, hvori borgerne og politikerne - ganske uden angst - interesserer sig for ’modstandernes’ synspunkter og skaber en debatkultur, hvor der kan peges på de overbevisende momenter, der måtte foreligge på begge sider af en fælles sag. Slut med automatreaktioner og paradedebatter: enten er du med i ’blå’ eller ’rød’ blok, enten er du for eller imod ’de fremmede’ etc. Alle må forpligte sig til at angive gode grunde, dvs. anføre argumenter for deres handlinger og politiske forslag.

 

Exit – en anbefaling og tre kritiske anmærkninger

Jeg kan anbefale bogen, der bestemt også kan læses med udbytte af landets gymnasielever og opvakte elever i folkeskolens ældre klasser. Den bærer ved til Kants og oplysningens bål og vil ganske givet bidrage til at skabe opmærksomhed om nogle af de unoder, der florerer i det politiske og mediebårne liv.

      Men tre anmassende og uløste spørgsmål påkaldte sig alligevel min opmærksomhed under læsningen. Hvis det faktisk er skadeligt for en politikers troværdighed og omdømme, hvis/når han eller hun lyver, svarer udenom, ikke argumenterer ordentligt m.v., hvorfor sker det så? Det skylder Kock os et svar på og måske også en teori om. Umiddelbart kan man frygte, at hverdagskynismen har bredt sig, således at mange borgere og vælgere er flintrende ligeglade med, om magten nu også begår uret, så længe den har magten til at tilrane sig retten til at gøre det. For det andet forekommer det mig, at Kocks idé om, at politik diskuteres ”ud fra værdier” (s.42), og at vi er ”mennesker med værdier – dvs. følelser, der siger os at visse ting er gode, andre dårlige eller onde” (s.207), kommer til at installere en dikotomi mellem politik/argumenter/det rationelle og ”ydre” på den ene side og værdier/følelser/det ”indre” og sande på den anden. Men hvorfra ved Kock, at tingene kan skilles på denne vis? Udgør ”værdier” overhovedet et dybdelag? Eller er der ikke snarere – som Nietzsche skrev – værdier i livet, når det leves, hvorfor værdierne også altid er integrale dele af det politiske og argumentatoriske liv og ikke noget, der tilhører en anden, mere ægte eller dybere og altforklarende sfære? Dertil kommer den noget besynderlige og lidet overbevisende tanke om, at når der argumenteres ud fra det fælles bedste, så argumenteres der ud fra værdier, ”der – måske på et abstrakt plan – er fælles” (s.26). Hvorfra véd Kock, at værdier er fælles og står over særinteresserne? Faktisk virker det, som om Kock i sin iver efter at fremmane et alternativ til de kyniske særinteresser i det politiske og mediemæssige univers kommer til at konstruere en formidabel og trøsterig vision om et værdibårent og sammenhængskraftgivende folkeligt fællesskab inde bag det, som Kock i samklang med samfundsforskeren Johannes Andersen kalder for ”Hverdagens centrifuge” (s.15). Man kunne også tolke dette greb som wishful thinking, tilvejebragt af en skolet og klartskuende retoriker med en intakt, men også såre hjemløs drøm i sit sind. For det tredje er det tankevækkende, at Kock i starten af bogen anfører, at ”det svære ved afvejning af argumenter i politik (er): Der er ingen objektiv sandhed” (s.25); men at han derefter på bedste positivistiske facon fremturer med, at vi må finde frem til de sande tal bag de overfladiske og misvisende politiske debatter om efterlønnen, arbejdsmarkeds- og skattepolitikken m.v. Således synes han igen at konstruere en dikotomi, denne gang mellem en objektiv sand/positiv viden på den ene side og en holdningsmæssig/politisk/ikke-objektiv-sand verden på en anden side. Videnskaben tager sig tilsyneladende af ”er” – og politikken af ”bør”. Men dermed installeres der uden ét eneste argument en væsensforskellig logik mellem videnskab (det sande) og etik (det gode), eller mellem verdens faktiske indretning og dens ønskværdige ditto.

Nu er det selvfølgelig klart, at De svarer ikke ikke er en videnskabsteoretisk grundbog eller en filosofisk afhandling. Dens anliggende er et ganske andet og langt mere ’folkeligt’ og ’forlagseffent’. Kock har ikke sat sig for at skrive sig ind i eller ud af en strid mellem positivismen og positivismekritikken; ej heller har han intentioner om at forholde sig til den såkaldte naturalistiske fejlslutning (der tilsiger os, at det er umuligt og fejlagtigt at udlede ”bør” af ”er”) eller om at manøvrere stilsikkert og definitivt afklaret rundt imellem de mulige grænsedragninger og overlapninger, der måtte gøre sig gældende mellem viden/erkendelse og politik/etik. Derfor er der vel blot at sige til Christian Kock i rosinens pølseende af denne kritiske anmeldelse: To be continued. Der er meget, De endnu ikke har svaret på.

 

Lektor Steen Nepper Larsen, GNOSIS – sind og tænkning, Aarhus Universitet

 

stla@dpu.dk

www.gnosis.au.dk