Ordet fanger

1.maj vistes Helle Hansens udsendelse ’Ordet fanger’, som her  var blevet anbefalet. Jeg så en sober udsendelse, som viser, hvordan sproget kan virke som den gift Klemperer taler om i LTI. Snart kan den forgiftede selv ikke mærke, at han er i livsfare. Helle Hansen viste ved klip fra hadetaleres smitte, smitte, fordi de havde fået magt, så at forhen ’pæne mennesker’ også er begyndt at tale på en måde der, om end den endnu ikke er helt identisk, så dog nærmer sig faretruende Primo Levis dybt seende: Det kan ske igen. Og jeg spørger min læser og mig selv: er det allerede ved at ske igen?

Anmelderen af udsendelsen i ’min’ avis Kristeligt Dagblad, skriver efter sit referat af udsendelsen: ”MEN DET ER DA FOR POKKER helt reelle problemer og udfordringer, som ligger bag den danske udlændingedebat, selvom den som andre debatter ikke har været uden vildskud og tåbeligheder.”

 Det er ikke almindeligt i Kristeligt Dagblad at kunne læse banden, så jeg tolker denne udtalelse som en eksplosion og spørger en gang til: er det ved at ske igen?

Derfor skrev jeg et indlæg til avisen, som har været i bladet i dag. Anledningen er Liberal Alliances ønske om at afskaffe blasfemiparagraffen. Et ønske, som støttes af Jonas Christoffersen, der er direktør for instituttet for menneskerettigheder: Er det en ulv i fåreklæder der er ansat i den stilling? Jeg spørger bare.

Her kommer mit indlæg:

Blasfemiparagraffen:

»§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.«

Paragraffen har kun en gang ført til en domsfældelse. Det var i 1938 i en sag om forhånelse af den jødiske religion.

 

 

Politikere har et særligt frisprog, som de flittigt benytter i det offentlige rum. Jeg har gjort det eksperiment at lytte til de politiske myndigheders udtryk uden persons anseelse, dvs så at sige ladet deres tunge løbe uden at tænke over hvem der siger hvad.

Man kan høre følgende om islam: ’barbariske skikke’, ’intolerancens slør’ ’religiøs fanatisme’ – ’muslimer er farlige for vores land’, ’kvinderne er fejlernærede’ ’dansk kultur udslettes’, ’jeg synes, at jeg har ret’, ’der er kun én civilisation, og det er vores’, ’ham der omskærer sin datter’, ’hadet til andre mennesker begrundet i en syg ideologi’, ’asylfup’, ’Danmark kan ikke være bistandskontor for hele verden’, ‘halalkød ud’.

 Da de fremmedfjendtlige partier opdagede, at de blev anset for at være racister, fordi de i deres ophidselse ikke var i stand til at beherske udtrykkene for deres væmmelse og, som det ses ovenfor, ganske havde slået forstanden fra, begyndte de at forsikre, at det ikke var menneskene, men den modbydelige religion, de havde noget imod.

Desuden var udtalelserne blevet populære, for det ukendte kan man let sværte til. Vi ser det i nogle af kalkmalerierne i landets gamle kirker, hvor jøderne er malet som dem der leder lige lukt i Helvede, malerier fra en tid, hvor ingen her i landet nogen sinde havde set en jøde.

Efterhånden som det sproglige affald kom frem i lyset, begyndte også folk, der havde været mere tilbageholdende at udtrykke ængstelse for om ’vi kan styre folk, der strømmer hertil’, og skønt det igen og igen siges, at folk ikke er racister, bryder en af magthaverne loven for at forhindre familiesammenføring.

Nu vil så direktøren for instituttet for menneskerettigheder have afskaffet blasfemiparagraffen. Hvad er hans menneskesyn? Hvad ved han om religioner? Han siger, at’ der er fri leg over for religionerne - stort set - men persongrupper skal beskyttes.’

Man ville med lige så megen ret kunne sige at det er tilladt at fratage folk deres seksualitet, men at persongrupper skal beskyttes, for religion er et menneskeligt fænomen. Ingen ved noget om Gud, men for den troende er troen en realitet som er identisk med ham/hende selv. At beskytte persongrupper indebærer vel respekt for hele personen. Kritik kan udøves i respekt. Forhånelse er respektløs og, når vi ser nøjere på de citerede udtryk, gør de også de talende grimmere.

Det er for mig ufatteligt, at forslaget om afskaffelse af blasfemiparagraffen fremsættes mindre end et år efter massakren på Utøya. Somme tider kunne jeg godt ønske mig politik ud af det offentlige rum.