Victor Klemperer i DDR
Jeg har læst Victor Klemperers LTI i et stræk. Den giver et godt indblik i nazismens sproglige metoder. Jeg læste for nogle år siden hans Dagbøger 1933-45, “Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste”, 2003, der skildrer hverdagen i Nazityskland 1933-45. Det var dybt fascinerende at læse i dagbogsform, hvordan nazisterne strammede nettet om jøderne og ensrettede og mobiliserede befolkningen. Jeg vidste allerede dengang, at Victor Klemperer havde boet i DDR i Dresden efter krigen og havde fået sit professorat i fransk litteratur osv. tilbage. Men det undrede mig, at han med de erfaringer, han havde fra Nazitiden kunne trives i DDR. Så jeg anskaffede derfor for et halvt år siden fortsættelsen af Klemperers dagbøger efter 1945 (The Lesser Evil, 1945 to 1959, So sitze Ich denn zwischen allen Stühlen. Tagebücher 1945-1959. 1999 Aufbau-Verlag Gmbh Berlin.), hvor han ærligt fortæller, hvordan kommunismen havde hans tilslutning. Han meldte sig straks i 1945 ind i og blev valgt til ledende organer i kommunistpartiet, der arbejdede under dække af at være et Enhedsparti i SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands. Herfra gennemtrumfedes oprettelsen af DDR mod befolkningens ønsker ved hjælp af undertrykkelse, vold og magt i samarbejde med Moskva, Sovjethæren og dens tyske lakajer – som Victor Klemperer var én af. Så meget for brugen af LTI til at hindre gentagelser! Folk forsvandt og man hørte aldrig fra dem sidenhen. De var blevet ofre for de systematiske udrensninger, som alle måtte frygte også venner og bekendte af Klemperer. Han nød imens tilværelsen som priviligeret partipamper med en af de første private biler i Dresden med egen chauffør osv. Han blev dog efterhånden bevidst om DDR-systemets indbyggede ondskab, som havde mange fællestræk med Nazisternes ugerninger. Det redegør han med vanlig hudløs ærlighed for i dagbøgerne og han når inden sin død i dagbogen ærligt at tage afstand fra sit eget forræderi - han var nok heldig at STASI ikke fik fingre i den? Klemperers dagbøger 1933-1959 (og LTI) er en eksistentiel 360 graders indføring i totalitarismens ondskab – og fristelse. De bør ikke bruges af den danske, bedagede venstrefløj i dens overlevelses-/dødskamp efter kommunismens undergang efter jerntæppets fald i 1989. Den bør heller ikke bruges mod Dansk Folkeparti (der bl.a. har tilslutning af danske frihedskæmpere og deres familier) eller partiets leder, der i dag må have livvagter og et flugtrum sikret mod politisk attentat i sin privatbolig. Victor Klemperers dagbøger og LTI bør bruges mod den totalitære socialisme herunder nationalsocialisme og marxismen, hvis tilhængere udryddede i alt mere end 100 mio af deres egne medborgere i det 20. århundrede, fordi de var af "forkert klasse eller race" eller havde de forkerte meninger. Aktuelt til forsvar af en kinesisk digter, der ikke kan modtage den tildelte Nobel Fredspris, fordi han som tusinder af andre er politisk fange i det marxistiske Kina.
- Ivan Dybdal's blog
- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
- Upassende? Klag på indlæg!

Kommentarer
LTI kan bruges
Det er ikke rigtigt, som Sune Nilaus Olsen skriver, at jeg "påstår at LTI kun kan anvendes som tolkning overfor nazistiske og kommunistiske regimer". Men jeg mener at "fløjkrigen" mod DF og især Pia Kjærsgaard er en afledning med en kedelig tendens også sprogligt. Læs f.eks Geoffrey Cain: Gensyn med ondskabens ikon. Det Kritiske Forlag, 2006.
LTI kan også anvendes på danske forhold
Udover at ordet "fløjkrig" er en interessant neologisme, der udmærket kunne trænge til en tilbundsgående undersøgelse, så er jeg ikke enig med dig i at man ikke kan bruge bogen til at analysere de nuværende magthaveres sprogbrug fordi Carsten Jensen engang har beskrevet Pia Kjærsgaard som "en mumlende posedame" og andre lignende tilfælde.
Det er et faktum at der er mange ord og vendinger og generel sprogbrug, som er kommet ind i det dansk sprog de sidste 10 år, som skyldes Dansk Folkeparti. Og jeg vil også med Klemperer påstå, at disse ord, har haft til formål at ændre folks verdensbillede gradvist og ubevidst.
Du er selv positivt indstillet overfor DF, så det er forståeligt at du ikke anser det for et problem. Men det er netop problemstillingen angående magthaveres (mis)brug af sproget til egne formål, som er Klemperers generelle ærinde, og som kan anvendes overfor enhver magthaver uanset politisk ståsted. Selvfølgelig er nazismen en ekstrem, og i vestlige demokratier foregår det jo langt fra på en så gennemtrængende måde, som det foregår i totalitære regimer. Alligevel sker det på et plan som gør en forskel, og det er derfor vigtigt at undersøge.
Denne magtens sproganvendelse vil også foregå ved en Socialdemokratisk regering, men så vidt jeg kan se så har den nuværende regering i øjeblikket Danmarksrekord i sådan sproganvendelse. Ikke mindst fordi især DFs retorik (og her tænker jeg især på Søren Krarup og Jesper Langballe, ideologerne, som har været særlig aktive og bevidste om sproganvendelsen).
Alene sådan et begreb som "systemskiftet", som Krarup har yndet og med en vis succes fået udbredt, der ikke betegner andet end et regeringsskifte, men alligevel skal bringe mindelser om de skelsættende begivenheder i 1901, samt give indtryk af at radikalt "nye vinde" har sat sig på magten.
Det gamle system er blevet udskiftet, men med hvad? Er det et nyt system? Ja, man kan have sine tvivl. I LTI anvendte nazisterne udelukkende ordet "system" (das System. s. 120) om den foragtede Weimarrepublik, og Krarup har en forkærlighed for begrebet "Systemet Politiken", der betegner en udefineret sammenslutning af kulturradikale som "systemskiftet" netop havde afsat.
Klemperer fortæller også at hvis nazisterne skulle anvende udtryk de ikke brød sig om, så satte de nedsættende ord foran, og på den måde nedgjorde genstandene for ordet. I dansk sammenhæng kan man nævne "pladderhumanisme" og "halalhippie". Udtrykket "naivister", om folk der er modstandere af DFs stramme udlændingepolitik kan også nævnes.
Disse er kun nogle få men åbenlyse eksempler, på de nuværende magthaveres forsøg på at ændre realiteterne igennem sproget, og hvordan LTI kan være et brugbart værktøj til dette formål.
LTI kan stadig bruges
Sune Nilaus Olsen - 7 jan 2011. Du spinner, når du bruger mig som bande for udsagnet "så er jeg ikke enig med dig i at man ikke kan bruge bogen til at analysere de nuværende magthaveres sprogbrug". Det har jeg aldrig sagt, at man ikke kan - tværtimod. Du skriver også "Det er et faktum, at der er mange ord og vendinger og generel sprogbrug, som er kommet ind i det dansk sprog de sidste 10 år, som skyldes Dansk Folkeparti. Og jeg vil også med Klemperer påstå, at disse ord, har haft til formål at ændre folks verdensbillede gradvist og ubevidst." Enig, bortset fra, at Klemperer af gode grunde ikke kan have påstået noget om DF. Du tolker mine DF-sympatier forkert. Hvorfor skyder du mig noget i skoene, jeg ikke har sagt? Der er heldigvis mange, der holder øje med DF's sprogbrug, men de rabiate modstandere af Pia Kjærsgård slår alt i nedrigt sprog og infame tegninger. Geoffrey Cain er sprogligt fint registrerende og vidende og har også sat sig grundigt ind i nazismens og kommunismens ugerninger. Læs hans "Gensyn med ondskabens ikon", så tror jeg, du må give mig ret?
Replik tll Sune Nilaus Olsen
Sune Nilaus Olsen. Du tillægger mig holdninger og efterforsker mig på internettet, hvor jeg er citeret for flere år siden om helt andre emner og pådutter mig politisk ukorrekte meninger. Hold venligst op med det. Det er lidt trist i denne forbindelse? Læs nu bogen af Geoffrey Cain, der bl.a som formand for Raoul Wallenberg Foreningen stadig er aktiv imod antisemitismen og han har på fremragende vis i bogen 'Gensyn med ondskabens ikon' beskrevet den nazi-lignende stil i hetzen mod Pia Kjærsgård, som - når den er værst - tangerer karikaturtegninger i 'Der Stürmer'. Cain er, såvidt jeg kan se, selv hetzet af rabiate venstreorienterede på internettet, som jeg af gode grunde ikke tør nævne. Det er modigt gjort af ham, at han så åbent tør tale for jøderne og imod antisemitismen.
Svar til Ivan Dybdal
Jeg beklager hvis mine antagelser om dine holdninger var forkerte. Jeg vil derfor trække dem tilbage, da jeg indrømmer at de udelukkende var baseret på indicier og ikke konkrete meningstilkendegivelser fra din side.
Og ja, jeg er ikke i tvivl om at Pia Kjærsgaard har været udsat for at blive kaldt mange skældsord, nedsættende bemærkninger og direkte trusler. Det er desværre et sørgeligt faktum at trusler er en del af dagligdagen for vores politikere. Se f.eks. her: http://www.berlingske.dk/danmark/fakta-overfald-og-trusler-mod-politikere.
Men det er også et faktum at det desværre ikke er medvirkende årsag til at vores politikere indser at nedsættende ytringer ikke bør anvendes over for politiske modstandere eller etniske mindretal. Det er jo desværre en kendsgerning at netop Pia Kjærsgaard, en af de mest magtfulde politikere i Danmark, med Højesteretsdom har rettens ord for at hun har ytret racistiske synspunkter:
http://www.information.dk/82685
Det er netop en dom der vedrører ytringer, og er således relevant i denne forbindelse. Magthaverens sprog har jo netop ifølge Klemperer en særlig betydning. Magthaveren har adgang til medierne og ytrer sig dagligt i dem. Det er derfor at magthaverne har særlige privilegier i forbindelse med anvendelsen og også udviklingen af sproget, og drt gælder ligevidt, måske endda endnu mere i forbindelse med 24-timers nyhedskanaler samt internettet, i et moderne vestligt demokratisk samfund. Og de har derfor endun flere muligheder for at sætte dagsordenen med hensyn til sproget, og på den måde påvirke det. Jeg har allerede givet en del eksempler på sådanne i mine forrige indlæg, og jeg kunen give flere. Og det er derfor stadig min pointe i min "duplik" at Klemperer er relevant i forhold til en tolkning af nutidens magthaveres sprog, og det gælder også i dagens Danmark.
Du har anbefalet Cains bog, men det er ikke et brugbart modargument for ikke at anvende Klemperer på magthavere, hvor end de findes.
Partsvidner
Du skriver: "Den bør heller ikke bruges mod Dansk Folkeparti (der bl.a. har tilslutning af danske frihedskæmpere og deres familier) eller partiets leder, der i dag må have livvagter og et flugtrum sikret mod politisk attentat i sin privatbolig." Det kan jeg kun tolke som om at du mener at man ikke må anvende LTI mod Dansk Folkepartis sprogbrug, samtidig med at du forsøger at anvende en offerrolle til dette politiske parti, som ellers har haft en temmelig stor rolle at spille i dansk regeringspolitik i de sidste 10 år.
Du skriver også: "Enig, bortset fra, at Klemperer af gode grunde ikke kan have påstået noget om DF. " Jeg har ikke på noget tidspunkt påstået at Klemperer direkte skriver noget om DF, det ville trods alt være temmelig mystisk når man tager højde for at Klemperer døde i 1960. Der ville være en teoretisk chance for at Klemperer skrev om det oprindelige Dansk Folkeparti, som var et dansk naziparti der eksisterede i perioden 1941-43, men jeg har ikke stødt på nogle beviser for at han har kendt til dette.
Du må undskylde hvis jeg har lagt dig holdninger til ladt som du ikke bærer. Min overbevisning om at du støtter Pia Kjærsgaard kommer af den positive omtale du får for dine udtalelser hos Uriasposten (http://www.uriasposten.net/archives/2515) og 180grader (http://www.180grader.dk/profil/Ivan_Dybdal), koblet sammen med det generelle ideologiske som man kan udlede af dine blogs. Hvis du virkelig ikke er enig med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, så ville jeg nok have forventet en klar udmelding i den retning for lang tid siden.
I stedet må jeg tage for givet at du støtter DFs politik ud fra ovenstående tilfælde, samt ikke mindst dine holdninger, som du giver udtryk for i dine blogs.
Du bliver ved med at holde fast i de "rabiate modstandere af Pia Kjærsgårds" diskrimination, men man kan ikke komme udenom at din kilde, Geoffrey Cain, er mindst ligeså meget et partsvidne som du selv er, og således sandsynligvis er underlagt det moderne Danmarks LTI, dvs fortrinsvis DFs ideologiske sprogbrug og synsvinkel.
Kommentar om Klemperer i DDR
Ivan Dybdals indlæg har to afdelinger. Det første, omkring Klemperers tid i DDR, er interessant, og det er da lidt paradoksalt at han kunne støtte regimet så lang tid, når hans andre værker viser en yderst skarpseende observationsevne overfor politisk misbrug af sproget. Muligvis kan det have noget at gøre med hans oplevelser under krigen, og fraværet af en bevidst antisemitisk retorik i DDR, det kan jeg ikke udtale mig om, da jeg kun har læst hans nazitidsdagbøger og LTI.
Den anden afdeling i dit indlæg er derimod meget problematisk, og tyder for mig at se på en grundlæggende fejllæsning af LTI, samt en indgroet politisk subjektivitet, der prøver at anvende nogle af de metoder, som Klemperer netop advarer imod i LTI.
Du påstår at LTI kun kan anvendes som tolkning overfor nazistiske og kommunistiske regimer, hvilket er helt hen i vejret. Klemperer tolker et af de mest ekstreme eksempler på politisk forgiftning af sproget som har eksisteret, men det betyder absolut ikke at man ikke kan anvende den som nøgle overfor mindre totalitære eksempler. Metoderne er de samme, uanset om de bruges i stor eller lille målestok.
Eksempler gives netop i dit eget indlæg, især den del som er udformet som en apologi for Dansk Folkeparti. Du forsøger at undtage dette parti, og dets enorme indflydelse på dansk politik og sprog, fra at blive undersøgt på samme vilkår som andre partier. Deri skriver du at fordi frihedskæmpere stemmer på partiet er det automatisk hævet over enhver kritik. Med en sådan logik kan man jo med lige så stor ret undtage kommunistpartier fra kritik, idet der jo som bekendt også fandtes mange kommunistiske frihedskæmpere. Ydermere kan man anvende Klemperer som eksempel, for blot fordi man har været forfulgt jøde i Nazityskland, eller frihedskæmper i besættelsetidens Danmark, så er man ikke automatisk ufejlbarlig. Det viser jo netop Klemperers forhold til DDR, samt efter min mening, disse frihedskæmperes tilknytning til DF.
Derudover forsøger du at få DF og Pia Kjærsgaard til at passe ind i en offerrolle. Det er er forfulgt parti, der må leve i konstant fare, skriver du, men skriver dig dermed ind i en direkte tradition fra netop LTI. Klemperer noterer sig at nazisterne aldrig påtager sig skylden for krigen, de siger derimod at den blev dem pålagt af jøderne, nazisterne "besvarede blot ilden". På samme måde kan man se på DFs offerretorik. De har i realiteten været i regering i 10 år nu, og har haft enorm indflydelse på dansk politik, de har formået at ændre diskursen kraftigt, og indføre alle deres politiske mærkesager, ikke mindst med den overordentlig store stramning i indvandrerpolitikken. Det er derfor paradoksalt at anvende en retorik der forsøger at få DF til at passe ind i en forfulgt minoritets offerrolle, når de netop tilhører den mest magtfulde politiske elite i landet.
Du skriver at du har læst LTI i et stræk. Og jeg kan godt forstå dig. Det er en spændende og letlæst bog, som bliver ved at overraske og oplyse. Men jeg vil alligevel råde dig til at genlæse bogen endnu engang, måske udstrække læsningen over længere tid, så du på den måde får tid til at tænke over dens indhold og mange pointer. Så vil du måske kunne forstå nogle af mine indvendinger mod dit indlæg.