Anmeld det aktuelle sprog

Her kan du tilføje eller analysere eksempler på aktuelt dansk sprog, der efter din opfattelse burde studeres nærmere. Klik på "tilføj kommentar".

Kommentarer

Marianne Olsen

ja, det er pudsigt at skulle kommentere sig selv, men når vi nu arbejder med sprog, kan jeg ikke lade være, for Kristeligt Dagblad har været så venlig at bringe hele mit indlæg om omskærelse og antisemitisme i gårsdagens avis. Det er jeg naturligvis både glad og taknemmelig for, men ikke i lige måde for at avisen konsekvent ikke bruger ordet 'omskærelse' hvor jeg bruger det. Jeg har også lagt mærke til at de bruger deres egen betegnelse, når Bent Lexner udtaler sig om omskærelse. Det har i den henseende været en opmuntring at Information kender og kan bruge den rigtige glose uden Bessermachen, men jeg må spørge hvad meningen mon kan være?

antisemitisme, sommer 2012

Omskærelse og antisemitisme.
Nu er det virkelig agurketid igen! Når man ikke gider tage sig af denne verdens fortrædeligheder, kan man altid finde på at jage jøder og muslimer. Denne gang har man så fundet på at det kunne være en ide at nægte dem omskærelse.
Der er dog én god ting ved diskussionen, nemlig at understrege at jøder og muslimer er i familie. Deres oprindelse i Mellemøsten skriver sig mytisk tilbage til Abraham, deres sprog, arabisk og hebraisk er semitiske sprog. Derfor er det også pudsigt at indsnævre betegnelsen ’antisemit’ til ’jødehad’. Og for en gangs skyld afslører antisemitismen hele sit grimme fjæs, for ideen om at forbyde omskærelse går både ud over muslimer og jøder.
Et komisk indslag i hele den tragiske forfølgelse af minoritetsgrupper er det, når man ynker disse gruppers sexliv på grundlag af en undersøgelse på 5000 personer, hvis jeg har forstået rigtigt.
Jeg spørger ganske stilfærdigt: hvordan kan de vide at det er omskærelsen, der er skyld i deres vanskeligheder? Har man undersøgt uomskårne på samme måde? Har uomskårne mænd og deres partnere aldrig seksuelle problemer?
Der er rigtig meget at spørge om, når papiret viser sig så agurketålmodigt!

Skyld og skam.

Det er vist gammel kultur at gøre forskel på skam og skyld? I min begrebsverden kan man betale, hvad man skylder, så at det eneste man efter sin betaling skylder hinanden er venlighed – somme tider bruges der (i religiøs sammenhæng) stærkere ord, men altså medmenneskelighed ville være det der blev tilbage. Med skam derimod forholder det sig anderledes. Skam er en plet som ikke er afvaskelig, og det er derfor særlig smerteligt at få at vide at man skal skamme sig. Udtrykket bruges ofte som en opfordring til andre, for når man skammer sig, taler man nødig højt om det, så langt ind går det, at integritetscirklen går udenom. Derfor har det chokeret mig at høre en præst – i dette tilfælde Sørine Gotfredsen – så letfærdigt bruger udtrykket, når hun i Kristeligt Dagblad den 2. december citeres for at sige: ”Vi har lettere ved at søge almisser, fordi der ikke er den samme skam forbundet med det som tidligere. Med en mentalitet om at staten i en eller anden grad forsørger os, så kan det være, man udvikler en forestilling om, at det ikke er en selv, der først og fremmest skal sørge for, at tingene hænger sammen. Det er omgivelserne.”
Så vidt jeg ved, er Sørine Gotfredsen, der er ansat i Folkekirken, akkurat ligesom jeg, der er ansat i gymnasieskolen, forsørget af staten. Eller hvad?
Hvorfor skal specielt den fattige skamme sig? Er der noget kristent belæg for det?
Skam få den der har og ikke gir.

"Jude bliebt Jude"

Jeg gengiver for nemheds skyld blot den e-mail, jeg i dag sendte til den journalist på dr.dk, der havde skrevet om en "dansk-libyer", der var blevet fundet i god behold.

Kære NN

Jeg vil opfordre dig til at være mere omtænksom med ordvalget. Måske har du hørt om LTI – Det Tredje Riges Sprog, som er en glimrende bog om sprogets magt over sindene i nazi-Tyskland. Fx om at alle pr. refleks skelnede mellem tyskere og jøder, som om en tysker ikke kunne være jøde eller omvendt. Se www.klemperer.dk.

Når USA’s nationaldag, 4. juli, fejres i Rebild, er der mange dansk-amerikanere, der deltager. En dansk-amerikaner er en amerikaner, der stammer fra Danmark. Det er sådan, man bruger ord om sammensat nationalitet.

Du bruger ordet dansk-libyer omvendt. Det har være almindeligt lige siden ”de fremmede” begyndt at ”strømme til”. Det er DF-sprog, som er gledet ind i din (og mange andres) bevidsthed, så du tænker på den pgl. dansker som libyer og betegner ham som libyer – og ikke som dansker. Dansk-amerikaneren ville studse noget, hvis du betegnede hende som amerikansk-dansker, for det betyder jo en dansker af amerikansk afstamning.

Den danske statsborger, du skriver om, er dansker. Libysk-dansker. Hvis en dansker rejser til Libyen og slår sig ned dér og føler sig som libyer (og måske bliver libysk statsborger), bliver han dansk-libyer.

Venlig hilsen

... Det var det hele/UL

Rune Engelbreth Larsen og Søren Krarup: hvad er meningen?

Sproget som diagnose

Den 15. juni er valdemarsdag, dagen da Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, så danskerne kom til at regere der. Hovedstaden, Tallinn, betyder efter sigende ’Danskerborgen’. Det skal være sket i 1219, og det var i hvert fald ganske vist i 1912. Siden det år med det omvendte tal af 1219 er datoen blevet fejret af Danmarks-samfundet, der sælger små Dannebrogsflag.
Det var også den dag, DR inviterede Søren Krarup til at debattere med Rune Engelbreth Larsen under devisen: ’nationalisme kontra at være nationalt sindet. Er forskellen reel eller er det det samme?’ Og netop den dag rejste Udenrigsministeren til Berlin for at berolige den tyske regering, så Tyskland ikke skal blive forskrækket eller vred over den danske grænsekontrol.
Blev vi så klogere? Jeg tvivler.
Søren Krarup siger, at vores virkelighed ikke er ideer, at nation betyder født, og at ordet er græsk. Jeg tror at når ingen gjorde indsigelse mod denne første sagligt forkerte udtalelse, var det for at drøfte substansen. Men det blev der nu ikke noget af. Måske var det også bare en fortalelse?
Men det er også forbløffende, at Søren Krarups påstand om at alle vi, der taler det samme sprog og er født inden for landets grænser er uenige i ’fordragelighed’, at vi er ’i folk’ sammen.
Endnu mærkeligere er det, at han samtidig sagde, at Rune Engelbreth Larsen var i færd med at melde sig ud af det danske folk, da han dog netop taler lige så dansk som Søren Krarup. Det ser virkelig ud som en stor sproglig(?) forvirring.
Jeg prøver at tage sagen alvorligt og ser en ensidighed, der kun vil grænsen mod syd for at glemme, at der er noget på den anden side. For skulle man se i øjnene, at der også er rigtige mennesker på den anden side grænsen, ville det være tarveligt at kalde tyskerne neurotiske på grund af deres historie. Den historie er så grim, at man tværtimod må beundre de nulevende tyskere for, at de netop ikke er løbet fra deres fortid men med EU har været med til at forsøge at leve i fred med det øvrige Europa, der i de sidste par århundreder infantilt har brugt grænserne til dræbende overskridelser.
Det er disse så forskellige fortolkninger af ’virkeligheden’, der får mig til at tvivle på at Søren Krarups fejltagelse med hensyn til latin og græsk bare var en enkelt svale. Hele hans tænkning ser ud som en sværm gribbe, der truer med at udrydde den forståelse af vores situation, som netop en rigtig samtale kan føre til.
Det er den ekstra luksus der er ved at arbejde i gymnasieskolen, at der dog er nogen, der ved besked. Så jeg spurgte min kollega med klassisk filologi om ordet. Her er svaret:” Nation er fra latin. Men det er ikke engang et ord, som romerne ville have brugt til at betegne deres stat med (er vist fra middelalderen). De brugte i stedet res publica eller civitas. Grækerne selv brugte ordet polis. (…) og Aristoteles benytter sig udelukkende af polis i hans teoretisering over staten i abstrakt forstand. Polis er derfor den mest korrekte betegnelse for nation på græsk. Nu kan nation i nogle sammenhænge dog godt bruges mere snævert om selve befolkningen i en stat (derfor har man det uddybende begreb nationalstat), og hvis man forstår nation på denne måde, så kan det græske ord ethnos også bruges. Men for det meste forstås nation i dag i den mere brede og også politiske betydning, derfor polis.”
Jeg vil ikke spekulere mere over det problem. Om Søren Krarup har talt mod bedre vidende bliver ikke min sag. Man kan alligevel ikke vide noget om folks ægte viden, lige så lidt som om deres motiver.
Og den 5. juli kom så tolderne ved grænsen. Flinke folk. De kan jo ikke gøre for det. Demokratiet har sat dem på en Uriaspost. Pyt, de ved vel ikke hvad det er for en post. Og den grumme historie om Urias kender vel næppe nogen nu til dags. Stavekontrollen på min maskine kender den i hvert fald ikke, før jeg har indlemmet den i ’føj til ordbogen’.
Så den gamle kong David, der – for selv at få Urias’ kone, sendte ham i krig, hvor han ganske rigtigt mistede livet, er ikke PC-viden.
Tolderne må som Urias blot gøre hvad de har fået ordre til.
Og det betyder heller ikke noget, for i et demokrati er det sådan, at man ikke selv behøver at tage stilling. Det har de gjort på Christiansborg. Ganske vist har nogen uden for borgen også sagt noget, men det går over, og demokratiet i dag tåler nødigt at folk uden for parlamentet ytrer sig. Så skal de til selv at begrunde deres bestemmelser – og hvor er vi så henne?
Jeg har somme tider den fornemmelse, at vi har ochlokrati, pøbelvælde og ikke demokrati. Når magten kun taler for at skælde ud er det ikke rart, og ordet selv er gået af mode, så lad det bare være en overvejelse til indre brug.

Hån spot og latterliggørelse – er det kristent sprog?

Den 20, januar bragte radioen p1 i programmet P1 debat en slags dialog mellem to erklæret kristne mennesker, Katrine Winkel Holm (herefter KWH), der dog i den udsendelse repræsenterede Trykkefrihedsselskabet, og Thomas Bjerg Mikkelsen (herefter TBM), generalsekretær i Indre mission.

Trykkefrihedsselskabet har søgt om at leje lokaler hos Indre Mission i missionshuset Bethesda og fået nej af Indre Mission, som ikke vil støtte trykkefrihedsfolkenes ret til at håne, spotte og latterliggøre’ både levende og døde, guder og mennesker’ for det skaber ingen forsoning mener Indre Mission.

KWH siger på et tidspunkt at med de holdninger Indre Mission viser ved bl.a. at have ’muslimske venner’ som man gerne vil vise hensyn, skulle medlemmerne måske ’finde en anden religion’.

Det ejendommelige ved de to parter er at det virkelig lyder, som de har hver sin religion. Det er hørt før, ganske vist, men i debatten den 20. er det demonstrativt tydeligt.

KWH er ’fantastisk krænket’ over at IM ikke vil leje lokaler ud til Trykkefrihedsselskabet. Hun nævner den svenske tegning af Muhammed og lægger vægt på at tegneren er ’dødstruet’, et ord som hun bruger flere gange, ligesom hun kalder tegningen for ’lillebitte’ og siger at hun er ’fuldkommen forbløffet’. Det er ikke helt klart om en lille tegning er mindre fornærmende end en stor? Hun bruger også – til min forbløffelse – metaforen ’falder sammen som en pandekage’ – der kan man se – i min forståelse er en pandekages værdi større, jo fladere den er.

KWH mener vist også at IM ikke har nogen ’rygrad’ og til udtalelsen om at hendes samtalepartner ’kryber’ og bruger ’ufattelig sort snak’ føjes der fire gange (hvis jeg har talt rigtigt?) ordet ’sølle’.

TBM svarer med hensyn til rygraden at mennesket er sammensat af andre dele end ’ryg’, f. eks. ’øjne’ og ’hjerte’. Hans genkommende udtryk er ’i øjenhøjde’, og han taler hele tiden på den måde. Han vil, så vidt jeg hørte, ikke lade sig fornærme; hans sprog er uden tegn på ’forbløffelse’ på ’kryben’ eller på ’krænkethed’. Jeg har på fornemmelsen at han ikke blot vil være venner med sine muslimske venner, men at KWH også har chancen, selv om hun måske ikke vil benytte den.

Da Christian Schou, som viste sig som en fremragende ordstyrer, spørger hvad Jesus mon ville sige til den ret til at håne spotte og latterliggøre, svarer TBM at Jesus jo sagde at man skal vende den anden kind til, mens KWH sagde at de hellere skulle holde Jesus udenfor.

På et tidspunkt havde jeg den fornemmelse at hun selv syntes at hun vist havde brugt ordet ’sølle’ for meget, for der kom en brøkdel af et sekunds selvbeherskelse fulgt af at hun var ’ikke imponeret’.

KWH bebrejdede TBM at IM, som taler meget om ’dialog’ ikke ville føre dialog med Trykkefrihedsselskabet. Hertil svarede TBM at det var det de gjorde med den debat de var ved at føre i radioen. KWH mente vist at de skulle have gjort det før udsendelsen.

Og der kommer vi til kernen. IM har lov til at bestemme over egne lokaler. Desuden er det sådan at hvis man giver Trykkefrihedsselskabet lov til at leje lokalerne, støtter man dets ideologi og retten til at håne, spotte og latterliggøre andre folk. Og det gør IM altså ikke. Det er der ikke noget at gøre ved, og Trykkefrihedsselskabet skal ikke vente at IM vil svare i samme sprog, som det selv bruger. Sådan er det, og sådan må det være i et frit land.

Brug af ordet "Voksen" versus "dreng"

Fredag morgen den 14 januar lød der fra køkkenet en kommentar fra min kone, som læste en artikel i Politiken : Lars Løkke havde haft unge med indvandrerbaggrund til te på Marienborg. Her hed det så indvandrer-DRENGE. På en anden side stod der om andre unge på 14 år, der var fængslet efter et bankrøveri. Her var der tale om unge MÆND. De te-drikkende unge var 28-29 år gamle men altså "drenge". De andre unge var "mænd" i en alder af 14 år. Hvordan hænger det sammen ? Personligt er det min opfattelse, at jeg selv var "dreng" da jeg var 14. Næppe tør bag ørerne. Som 28 årig var jeg "mand" med lederstilling, familie og realkreditlån. Denne sproglige tendens til at dele op i drenge og mænd som ovenstående eksempel ses oftere og oftere. Hyppigst brugt omkring unge der er mørklødede. Men vi fængsler jo helst ikke børn i Danmark. Derfor gør vi dem til voksne rent sprogligt, er min tolkning. Og unge fra ghettoen der taler med landsfaderen, kaldes drenge fordi vi næppe ønsker at give dem alt for meget status. En "dreng" der taler med en "mand" er to ulige parter. Så hvor går grænsen mellem dreng og mand rent sprogligt ? Åbenbart helt afhængig af kontekst, men er det ikke farligt ? Og hvor leder det os hen ? Trenden er klar og det bekymrer os stærkt her i huset. Mogens Jørgensen

At føre en ansvarlig politik

Det forekommer mig, at ordet "ansvarlig" har skiftet mening til at betyde, at man ikke lader sig berøre af andre menneskers situation. En ansvarlig udlændingepolitik er blevet at man er fjendtlig overfor udefrakommende, og en ansvarlig finanspolitik betyder nu, at man ikke tøver, når der skal skæres i budgetterne, uanset hvad pengene ellers går til. Det virker som om det at opkræve skat regnes for mere uansvarligt end for eksempel at fyre hospitalspersonale, eller at lade børn vokse op i lukkede lejre med sindslidende forældre. Det er ikke den betydning af ansvarlig, jeg lærte, da jeg var lille. Jeg husker ansvar som noget, der godt kunne kombineres med solidaritet.

lægeløftet

Det forlyder i dag at der er nogle læger der vil overholde lægeløfetet og hjælpe patienter, også selv om de skulle være (illegale!!!) flygtninge. Jeg troede, fordi jeg har lært det omtrent samtidig med at jeg lærte at gå at det er en selvfølge!! Men et medlem af DF skal angiveligt have sagt at han vil undersøge om det er tilladt ifølge loven!! Lov er et og retsind noget andet. Det har vi erfaret de sidste år, men at menneskefjendskabet skulle nå så langt ud havde selv jeg ikke drømt om. Det er ikke blot at trække nazikortet at gøre opmærksom på den kløft der er mellem lov og retfærdighed - hvis medlemmet altså har ret. Det håber jeg sandelig at han ikke har. Og nu husker jeg navnet: Peter Skaarup. Gid han aldrig bliver tvunget til at flygte!

Inklusionsfagkyndighedens fremmarch

Jeg var ung studerende, og skulle første gang prøve at undervise. Det var i starten af 90'erne, og jeg havde få tildelt et hold gymnasielever i samfundsfag som valgte, at vi skulle arbejde med emnet "Integration". Jeg gik straks i gang med at klippe og klistre fra slidte fagbøger - og vi havde nogle fremragende diskussioner om forskellen på forskellige former for integration og assimilation. Konklusionen på vores mange diskussioner var, at integration var et positivt begreb, hvorimod assimilation stod for manglende anerkendelse af forskellighed, underkastelse etc.

I dag har begrebet "integration" været under pres i nogle år (fagfolk vil nok sige i mange år). Den positive klang er nu overtaget af begrebet "inklusion". Det forekommer mig, at "integration" har fået en betydningsforskydning, så det opleves som negativt ladet - ligesom begrebet "assimilation".

Det er altid positivt, når vi udvikler sproget så det passer til tidens udfordringer og behov - til en stadig nuancering af den oplevede aktuelle virkelighed. I den forstand er "inklusion" et begreb, der udtrykker noget etisk, langt mere end begrebet "integration" gjorde (igen, fagfolk kan nok dette bedre end jeg). Alle skal have lige ret til at deltage, og undervisning, pleje etc. skal indrette sig efter dette princip.

På hjemmesiden inklusionscentret.dk benævnes dette intet mindre end "Inklusionsfagkyndighed". Det er smukt, og alle kan tilslutte sig det - ikke mindst fordi, at vi har lang tradition for at tænke i lige muligheder for alle. Inklusion "favner os", så at sige.

Jeg stødte forleden på en grum historie, der pludselig skærmede for det skinnende lys. En kommune sendte ansatte i kommunale institutioner på "Inklusionskursus". Medarbejderne kunne som forventet fuldt ud tilslutte sig det pædagogiske grundsyn, der ligger i at anvende en inkluderende metode i samværet med børnene. Efter kurset begyndte kommunen at forvente, at institutionerne kunne håndtere børn, som normalt ikke ville sendes i en normal institution - og som tidens styringstrend tilsiger: uden at der følger ekstra timer med. Kommunens forklaring: Institutionerne kan ikke få ekstra resurser, når man har været på inklusionskursus. Hovsa. Pludselig indgår begrebet i en styringskontekst, hvor dets betydning forskydes. Nu er det ikke blot en etisk fordring, en naturlig ting i institutionernes åndedræt, men et diktat. Et begreb, der udtrykker en fornem aspiration, misbruges i en klassisk styringsrelation mellem bevillingsmyndigheden og institutionen som "resurse-driver".

Niels Krause-Kjær og Bent Melchior

Når Niels Krause-Kjær - oven i købet med en skælven i stemmen, som jeg opfatter som en - lånt - forargelse, siger om Bent Melchior at han hører til 'de anstændige' og med 'rene hænder', er det tydeligt at han er talerør for at disse udtryk bruges som anklage. Det er altså i den udsendelse, [Krause på tværs] absolut negativt at være anstændig. 'Renskuret' blev også brugt. Men det er ikke til at hamle op med Bent Melchior. For han taler med en helstøbt overbevisning om at det er lovligt at leve sammen med sin partner, og så bruger han ordet 'menneskeligt'. Han fremhæver at han jo heller ikke skal vælges. Det er velgørende af og til at lytte til nogen som ikke skal vælges og som (derfor?) tør tænke sig om og gider udtrykke sine tanker. Det var altså Melchior og ikke Krause der var 'på tværs' her!